snedkerskab


Drømmer du om at bygge dit eget klædeskab uden det koster en formue? Så kan det faktisk godt lade sig gøre. Vi byggede skabet ud af 21mm birkefiner, 21 og 42 mm rammelister og MDF plader leveret fra Bygma. Bygma har en speciel birkefiner, hvor forsiden og bagsiden er birk, men alle indvendige lag er fyrtræ. Pladen har en flot træstruktur og er samtidig forholdvis billig.

Skuffeskinnerne er fra Biltema og hængslerne og hyldestifterne er fra beslagkassen.dk. Skabet er malet i farven Gråsäl fra Beckers og grebene er købt på henholdsvis beslagonline.dk og ebay.com.

IMG_7089.JPG

For maksimalt udnyttelse af skabspladsen og for at opnå følelsen af et indbygget klædeskab, valgte vi at bygge skabet i samme højde som rummet. Den nemmeste løsning var for os at lave det modulopbygget - 3 overskabe med plads til sengetøj og håndklæder, 2 sektioner til at hænge kjoler og skjorter i, 1 højskab med hylder og 2 skuffe sektioner.

Skabet er bygget i individuelle kasser og skruet sammen efterfølgende. Vi købte birkekrydsfiner plader på 244x122x2,1 cm og skar dem til med en dyksav og en bordrundsav i vores friaftener, i Francis forældres garage. Bagbeklædningen af kassen er 12mm birkekrydsfiner. Det giver en god stabilitet til skabet.

Når man har skåret krydsfineren og samlet kasserne, får man desværre en grim krydsfiner kant, som kan skjules ved hjælp af rammelisterne. Der er derfor vigtigt, at du gemmer dine mål fra kasserne, da du skal bruge dem til at lave rammen, som skal sidde uden på dine krydsfiner kasser.

Til at bygge skabet skal du bruge følgende værktøj

  • Dyksav

  • Kap- geringssav og evt. bordrundsav

  • Skruemaskine

  • Knudsen kiler (hvis gulvet ikke er helt lige)

  • Kreg jig

  • Sømpistol

  • 360 graders laser

IMG_5906.JPG

RAMMEN

Efter at have bygget de individuelle kasser og skruet dem sammen, byggede vi rammen til skabet. Rammen er bestående af en 42mm liste. I toppen brugte vi et større liste, da vi skulle bruge noget til at støtte stukken på. Selve rammen limede og skruede vi sammen på gulvet, og løftede den efterfølgende op for at sætte den på skabet. Hvis du ønsker at se nogle videoer omkrig dette, så gå på YouTube og skriv “How to Face Frame cabinet”. Inden vi monterede rammen, satte vi yderligere en 15mm birkefinerplade på ydersiden af skabet (se Shaker Style nedenfor).

Til at skrue rammen sammen brugte vi et stykke værktøj, der hedder Kreg jig. Hvis du går på YouTube vil du finde utallige videoer af hvordan den bruges (nedenfor er også nogle billeder af værktøjet). Det er et dyrt stykke værktøj, men det er det hele værd. I kan købe det på Ebay.

For at få samme indbyggede fornemmelse i skuffesektionerne, limede vi en 21mm rammeliste på som skillelister.

IMG_2164.JPG

shaker style

I stedet for et helt glat klædeskab, ville vi gerne have et med shaker style, ala vores køkken. For at opnå dette resultat både på siden og fronten af skabet brugte vi 6mm MDF-plader til at lave profilen. For at den 42mm tykke ramme skulle passe på ydersiden, satte vi yderligere en 15mm birkefiner plade på siden af skabet og limede den 6mm tynde MDF-plade på. Resultatet blev at rammen passede perfekt på skabet, uden at der kom noget synligt udhæng.

For at skabe shaker style på lågerne, brugte vi samme metode med 6mm MDF-plader. Lågerne er ligeledes bygget af 15mm birkefiner og tilpasset skabet så de er 2-3 millimeter mindre end åbningen.

For at få den glatteste overflade er alle ender og samlinger spartlet med træspartel og nøjsommeligt slebet med hhv. korn 120, 240 og til slut 400.

maling

Hele skabet er malet med rulle og pensel. Dette er gjort for at få den glatteste og pæneste overflade og for at undgå at det skulle blive nubret. Først rulles malingen på, og med det samme glattes det ud med penselstrøg i samme retning hele tiden. Skabet er malet i farven Gråsäl fra Beckers.

IMG_3070.JPG

skuffer

Til skufferne købte vi nogle skuffeskinner fra Biltema og byggede nogle skuffeindsatser, som passede med målene til skuffeskinnerne (som anvist på vejledningen). Alle skuffeindsatser er samlet med trælim og sømpistol.

Selve skuffeindsatsen blev slebet adskillelige gange med gradvis finere slibepapir, afslutningsvis med korn 400 da det giver den glatteste og lækreste overflade. Alt var slebet inden det blev samlet.

Efterfølgende skar og justerede vi skuffefronterne, så der var ca. 2-3 mm luft på hver side mellem rammen og fronten. Fronterne blev skruet på skufferne indefra.

Selve skuffeindsatserne blev placeret ca. 15mm fra forsiden af skabet, så den 15mm tykke front, kunne flugte med rammen.

Husk! at sætte tape på skufferne indefra og ud, så de kan åbnes igen indtil der sættes greb på.

IMG_3150.JPG

greb

En 360 graders laser var alfa omega da vi skulle sætte greb på vores klædeskab. Ved hjælp af den kunne vi sikre, at grebene sad fuldkommen lodret/vandret i forhold til hinanden. Tapen gjorde det muligt at lave et kryds på skuffen, uden at tegne direkte på fronten.

Da vi havde fået målt det hele op, var det bare at finde et godt træbor frem, bore hullerne og efterfølgende montere grebene.

IMG_7091.JPG